Hvad er Kulturholmen?

Børnekulturstedet Karens Minde har, i samarbejde med Sydhavn Sogn, skabt et midlertidigt rum til lokal kultur på pladsen foran Kirkeskibet 2450.

Området Sluseholmen, Teglholmen, Frederiks Brygge mv mangler i høj grad plads til kultur. I hvert fald en stund står området foran Kirkeskibet 2450 tomt, og vi bruger pladsen til børnekulturaktiviteter indtil der skal bygges.

En midlertidig kulturplads i Sydhavnen

Kulturholmen er en ny midlertidig kulturplads for hele familien i Sydhavnen. Her kan I deltage i en række kulturworkshops og kaste jer ud i sjove vandlege i uformelle omgivelser på havnekanten.

Der er program for hele sommeren 2024 med gratis kulturworkshops - I kan bl.a. lave Eco Print, hvor vilde planter bruges til at skabe smukke mønstre på stof og papir, bage jeres eget pandebrød med blomstersmør eller øve jer i at gå på Slack-line.

På Kulturholmen har vi også en stor sandkasse og den eksperimenterende vand-legeplads Åen, hvor der kan leges med vandets egenskaber, når det løber gennem en bane I selv er med til at bygge. Se det fulde program på kulturholmen.dk

Det er Børnekulturstedet Karens Minde sammen med Sydhavn Sogn der driver pladsen. Med støtte fra bl.a. Nordea-fondens "Her gror vi"-pulje, Friluftsrådet, Kgs. Enghave Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg giver vi den gas med aktiviteter på pladsen helt frem til udgangen af 2025, hvor der skal bygges kirke på grunden.

Aktiviteterne er gratis, uden tilmelding og for børn og unge i alle aldre.